Yubo logo

Safety Hub

Rådgivning

Oversigt

Yubo er et fantastisk sted, hvor unge kan komme i kontakt med andre, men som med alle andre sociale platforme kan du have bekymringer om, at dit barn eller din elev bruger det.

Her giver vi rådgivning til specifikke problemer og sikkerhed samt forklarer, hvad vi gør for at beskytte unge i Yubo-fællesskabet.

Mobning

Mobning kan være sårende og skræmmende, uanset om det er online eller i den virkelige verden. På sociale medier kan det tage mange former. Det kan bl.a. være ubehagelige kommentarer og billeder eller videoer, der deles uden tilladelse.

Onlinemobning (ofte kaldet cybermobning) kan især være hårdt for unge mennesker, da det kan ske døgnet rundt og kan finde sted foran store grupper af jævnaldrende.

Det er aldrig acceptabelt at mobbe nogen på Yubo. I vores retningslinjer for fællesskabet beder vi vores brugere om at respektere hinanden, og vi gør det klart, at de ikke må intimidere, true eller chikanere nogen.

Hvis vi ser at mobning eller trolling finde sted på platformen, giver vi gerningsmanden en advarsel og kan træffe flere foranstaltninger som fx at suspendere deres konto.

I forbindelse med Ugen mod mobning 2020 kørte vi en oplysningskampagne på Yubo i samarbejde med Cyberbullying Research Center (USA) og The Diana Award (Storbritannien).

Vores råd

  • Prøv at opfordre dit barn eller dine elever til at respektere andre mennesker online – det indebærer også at få dem til at overveje om noget, de siger, kan virke sårende samt forsvare andre, der bliver mobbet.
  • Forklar dem, at det ikke er deres skyld, hvis nogen chikanerer eller mobber dem.
  • Snak med dem om, hvordan de kan få mest muligt ud af Yubos sikkerhedsværktøjer (som fx blokering af andre brugere).
  • Fortæl dem om, at de kan komme til dig, hvis de bliver mobbet, og at du er der for at støtte dem.

Fortæl dit barn eller dine elever, at de skal rapportere enhver form for mobning på Yubo til vores sikkerhedsteam, så vi kan tage handling (det er en god idé at tage screenshots af beskeder eller opslag som bevis).

Upassende sprog

De unge tester ofte grænser med det sprog, de bruger på internettet. En af de udfordringer, som vores sikkerhedsspecialister står overfor, er faktisk, at unges måde at kommunikere på hele tiden ændrer sig.

Ud over at bruge bandeord og andet upassende sprog bruger unge mennesker også bestemte sætninger, akronymer og emojis, når de kommunikerer online – selvom det kan se harmløst ud, er det meget upassende for mindreårige.

Vi overvåger sproget i vores Yubo-fællesskab og træffer relevante foranstaltninger.

Vi har bl.a. forbudt brugen af visse emojis, som fx auberginen, i brugerprofiler, og hvis der anvendes upassende sprog eller emojis i titlen på en livestream, sender vi en besked til brugeren, så vedkommende har mulighed for at ændre den, inden vi lukker livestreamen ned. 

Vores råd

  • Mind dit barn eller dine elever om, hvorfor det er vigtigt at respektere andre online – uhøfligt eller grimt sprog på Yubo kan nemt støde andre eller gøre dem kede af det, og samtidig er det en overtrædelse af vores retningslinjer for fællesskabet.
  • Sæt dig ind i de unges sprogbrug på sociale medier, for at få en bedre forståelse af, hvad de taler om – jo mere du kender til deres brug af sociale platforme som Yubo, jo bedre.
  • Tænk over sproget og emojierne, du selv bruger på dine egne sociale medier, især hvis dit barn har adgang til dem.
  • Giv os besked, hvis du finder stødende eller upassende sprog på Yubo, så vi kan meddele brugeren og tage stilling til, om indholdet skal fjernes.

Hadefulde ytringer

Hadefulde ytringer er, når nogen bliver angrebet online på grund af deres race, køn, religion, handicap, seksuelle orientering eller kønsidentitet. Hadefulde ytringer kan omfatte trolling, cybermobning og trusler om vold, og i nogle lande er det en overtrædelse af loven.

Det kan været utrolig hårdt for en ung person at blive offer for hadefulde ytringer – eller endda være vidne til det – især da hadefulde kommentarer hurtigt kan nå ud til et stort antal mennesker online.

Vi tolererer ikke hadefulde ytringer og diskrimination på Yubo-platformen. Vi bruger sikkerhedsværktøjer og tager handling, når vi modtager indberetninger om racisme, homofobi og andet had online. Hvis der er tale om lovovertrædelse, samarbejder vi med politiet eller andre relevante myndigheder.

Vi går også ind for mangfoldighed og inklusion i vores Yubo-fællesskab. I forbindelse med Pride i 2020 kørte vi fx en oplysningskampagne i samarbejde med Le Refuge (Frankrig), Switchboard (Storbritannien) og Trevor Project (USA). Få mere at vide på vores blog

Vores råd

  • Tal med dit barn eller dine elever om at det er vigtigt at være inkluderende og venlig over for andre online – mind dem om vores retningslinjer for fællesskabet, som de accepterede, da de tilmeldte sig Yubo.
  • Prøv at opfordre dem til at være opmærksomme og tænke sig godt om, før de slår noget op, og før de deler andres opslag (angriber eller diskriminerer det andre? Er det ulovligt?).
  • Tag en snak om de forskellige værktøjer på Yubo, der er med til at beskytte de unge som fx indstillingen “Bloker bruger” under profilindstillinger.
  • Forklar dem, hvordan hadefulde ytringer kan betragtes som en hadforbrydelse, og hvorfor det er vigtigt, at de rapporterer hændelser på Yubo-platformen, så vi kan tage handling.

Skadeligt og ulovligt indhold

Vold, narkotika, pornografi, gambling, kriminel aktivitet… dit barn eller dine elever kan støde på ting online, som ikke er egnet til deres alder, eller som er upassende fordi indholdet er unøjagtigt, stødende eller endda ulovligt.

Brugere skal være 13 år eller derover, og vi har et separat fællesskab for børn under 18 år. Det er med til at beskytte mindreårige. Derudover tolererer vi ikke skadeligt og ulovligt indhold på Yubo, og vi fjerner det, så snart vi bliver gjort opmærksomme på det. Hvis der er tale om ulovligt indhold, videregiver vi det til de relevante myndigheder. 

Vores råd

  • Læs vores råd om hadefulde ytringer og vores retningslinjer for fællesskabet
  • Tal åbent med dit barn eller dine elever om hvilken type indhold, der kan være skadeligt eller ulovligt.
  • Fortæl dem, at de skal komme til dig, hvis de støder på beskeder eller indlæg på Yubo, der bekymrer dem.
  • Forklar, hvorfor det er vigtigt ikke at dele denne type indhold med andre Yubo-brugere. 
  • Anmeld skadeligt eller potentielt ulovligt indhold til os, så vi kan tage handling (fx ved at fjerne indholdet, suspendere brugerens konto og rapportere det til politiet).

Gruppepres

Unge udsættes ofte for pres fra andre online. Det kan være alt lige fra en sjov spøg til mere alvorlige sager, der fremmer risikabel adfærd som fx at dele nøgenbilleder eller tage ulovlige stoffer.

Det er ikke altid nemt at sige nej, men det er vigtigt, at de unge forstår konsekvenserne af deres handlinger. Noget, der måske virker sjovt og uskyldigt, kan gøre dem eller andre flove eller kede af det og kan være en overtrædelse af vores regler eller endda loven.

Vores retningslinjer for fællesskabet  gør det klart, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er acceptabelt på Yubo. Hvis en bruger fx presses til at sende nøgenbilleder eller chikanerer en anden bruger, kan vi fjerne indholdet og suspendere den pågældende brugerkonto.

Vores råd

  • Tal med dit barn eller dine elever om, hvordan de kan træffe positive beslutninger online, og hvordan de kan sige nej til deres venner, hvis der er noget, de ikke har lyst til at gøre.
  • Forklar dem, at den måde, de opfører sig på online, såvel som i den virkelige verden, kan have alvorlige konsekvenser – ting, der starter som en spøg kan have en negativ indvirkning på dem og andre mennesker nu og i fremtiden.
  • Rapportér upassende adfærd eller indhold til Yubo-teamet, så vi kan tage handling.

Selvværd

I en verden fyldt med photoshoppede billeder af kendte influencere og store grupper af følgere på sociale medier ligger der et større pres på unge om se ud og opføre sig på en bestemt måde og være en del af den rigtige klike. Desværre oplever nogle unge kropsudskamning, mobning og andre former for ydmygelse online.

Vores mål er, at Yubo skal være et sted, hvor unge mennesker føler sig trygge, glade og sikre, og derfor tolerere vi ikke sårende kommentarer, mobning eller anden adfærd, der kan påvirke andres selvværd. Hvis det sker, kontakter vi udøveren og tager stilling til, om den pågældende brugerkonto skal suspenderes. Vi forsøger også at fjerne presset fra “likes” og kommentarer på Yubo – vi går mere op i interaktion i realtid og gruppediskussioner.

Vores råd

  • Hjælp dit barn eller dine elever med at forstå, hvor usundt det er at sammenligne sig selv med kendte influencere eller være besat af antallet af “likes” og kommentarer på sociale medier. 
  • Forklar, hvorfor det er vigtigt at være venlig over for andre onlinebrugere. Noget, der måske virker harmløst (som fx at dømme en person på deres udseende), kan have alvorlige konsekvenser for den anden person.
  • Prøv at opfordre dem til at være sig selv og ikke lade sig påvirke af, hvad andre mener om dem.

Fortæl os, hvis de eller deres venner modtager ubehagelige kommentarer på Yubo, så vi kan undersøge det nærmere og tage handling. Få mere at vide i vores retningslinjer for fællesskabet og vores oplysninger om sikkerhedsværktøjer.

Trivsel

Eksamensstress, mobning, gruppepres og mange andre emner har indflydelse på, hvordan unge mennesker har det. COVID-19-pandemien har skabt nye udfordringer, og der er stigende bekymring for unges mentale trivsel.

En vigtig faktor for mental trivsel er at holde forbindelsen til andre mennesker, og sociale platforme som Yubo kan være en livline, når man har det svært. Vores livestreams giver unge mulighed for at være sig selv, dele deres tanker med en lille gruppe venner og få den følelsesmæssige støtte, de har brug for.

I forbindelse med Mental Health Awareness Week 2020 indgik vi et partnerskab med Good Thinking for at fremme god mental trivsel i vores Yubo-fællesskab. Du kan få mere at vide på vores blog.

Vores råd

  • Fortæl dit barn eller dine elever, at du er der for dem, hvis de har brug for at tale om deres bekymringer, eller hvis de har brug for din støtte.
  • Prøv at opfordre dem til finde den rigtige balance mellem online- og offline-aktivitet. Det er en god idé at tale om de fem metoder til god mental trivsel: Hold kontakt med andre mennesker, vær fysisk aktiv, lær noget nyt hver dag, giv til andre, vær til stede i nuet.

Læs vores råd om mobning, gruppepres, selvværd og vores retningslinjer for fællesskabet.

Falske profiler og svindel

Folk udgiver sig nogle gange for at være en anden, når de er online. De kan oprette falske profiler på sociale medier og fx forsøge at narre andre brugere til at chatte med dem.

Catfishing og anden onlinesvindel kan være hårdt og foruroligende for unge mennesker, og det kan endda sætte dem i fare for identitetstyveri eller seksuel udnyttelse.

Som du kan se i vores retningslinjer for fællesskabet og oplysninger om sikkerhedsværktøjer, lægger vi vægt på at kende alle vores brugeres sande identitet, da vi mener, at det er med til at gøre vores Yubo-fællesskab mere sikkert. Når man tilmelder sig Yubo, beder vi om et rigtigt navn, et mobilnummer og et rigtigt billede. Vi lukker falske profiler og håndterer svindel, så snart vi får kendskab til det.

Vores råd

  • Forklar dit barn eller dine elever, at Yubo beder om rigtige oplysninger, når de opretter en profil, og forsøg at opfordre dem til at blive verificeret via Yoti. Det er nemmere at identificere falske profiler og gribe ind over for anden upassende adfærd, når vi ikke tillader anonyme brugere.
  • Forklar, hvorfor det er vigtigt at være varsom med profiler, billeder og beskeder, der virker for gode til at være sande. Bedragere er ofte ivrige efter at fremstå perfekte, så vær på vagt over for modellignende billeder, smigrende kommentarer og anden mistænkelig opførsel.
  • Sørg for, at dit barn eller dine elever ved, at de ikke har gjort noget forkert, hvis de falder for en falsk profil. Nogle mennesker kan virke meget overbevisende.
  • Giv os besked, hvis du har mistanke om en falsk profil på Yubo, så vi kan tage handling.
  • Hvis en ung person er bekymret, fordi nogen har stjålet deres identitet og oprettet falsk profil på Yubo, så kontakt os, så vi kan fjerne den.

Grooming og seksuel udnyttelse

Desværre findes der menneskers online, som målrettet går efter unge for fx at groome dem til seksuel udnyttelse. 

De opretter falske profiler for at narre de unge til at tale med dem via privat chat, dele billeder og i nogle tilfælde mødes. De kan give dem mange komplimenter eller tilbyde ting som koncertbilletter og modelmuligheder for at komme i tale med de unge og vinde deres tillid.

Unge mennesker kan også presses til at dele upassende billeder eller videoer af personer, de kender og stoler på som fx kærester og venner. 

Vi tolererer ikke seksuel udnyttelse af unge mennesker og rapporterer alle potentielle lovovertrædere til politiet eller andre relevante myndigheder (se vores retningslinjer for fællesskabet og oplysninger om sikkerhedsværktøjer).

 Vores råd

  • Mind dit barn eller dine elever om, at de skal være forsigtige med, hvad de deler online (fx telefonnummer, adresse, profiler på sociale medier, billeder og videoer).
  • Forklar, hvorfor verificerede profiler på Yubo (med et gult badge) kan fortælle dem, om den person, de chatter med, er den person, de udgiver sig for at være.
  • Tag en snak om, at det ikke kun er deres venner, der kan se deres livestreams på Yubo og fortæl dem, at de skal tænke sig godt om, før de filmer sig selv.
  • Forklar dem, at de aldrig skal føle sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til at gøre – også selvom det er nogen, de kender.
  • Hjælp dem med at forstå, at de skal stole på deres instinkter, når det gælder mennesker, de møder online, og hvis nogen fortæller dem noget, der lyder for godt til at være sandt, så er det formentlig for godt til at været sandt.
  • Hold øje med ændringer i barnets eller elevernes adfærd. Bliver de mere og mere hemmelighedsfulde omkring de enheder og apps, de bruger? Går de ind på deres værelse, så snart de modtager en besked, eller bliver de aggressive, når du spørger dem, hvem de taler med?
  • Hvis dit barn eller dine elever føler sig utilpasse over en henvendelse fra en anden Yubo-bruger på Yubo, skal du straks rapportere det til os. Vi videregiver oplysninger om potentielt kriminelle aktiviteter til politiet og andre relevante myndigheder.

Nøgenhed og sexting

Det at flirte, udforske seksuelle følelser og have kærester er en naturlig del af udvikling fra barn til voksen, og det foregår i stigende grad online.

Unge ser seksuelle billeder og seksuelt adfærd i medierne, og det kan være svært at finde ud af, hvor grænsen går, når de deler deres egne billeder og videoer. Hvis de fx ser billeder af berømtheder, der poserer i deres undertøj, tror de unge måske, at det er i orden at gøre det samme.

Nogle unge tror, at de får opmærksomhed eller bliver mere populære, hvis de deler nøgenbilleder (ofte kaldet sexting). Andre kan blive presset til det af kærester, veninder, venner eller endda vildt fremmede personer, og de indser ikke, at de risikerer seksuel udnyttelse ved at dele den slags personlige billeder.

Deres billeder og videoer kan blive videregivet til andre personer uden deres samtykke. Dette er kendt som hævnporno eller sextortion, og det sker nogle gange, når et forhold er forbi, og deres ekskæreste vil såre dem.

Desuden kan de unge bryde loven ved at tage, dele eller besidde den slags billeder.

For at beskytte vores yngre brugere registrerer vi alle billeder eller videoer, der indeholder nøgenhed, og forhindrer, at det uploades på Yubo. Vi sender også en pop op-besked, hvis der er nøgenhed i en livestream, og vi kan vælge at deaktivere livestreamen og/eller udelukke brugeren fra Yubo. 

Vi gør det klart i vores retningslinjer for fællesskabet, at nøgenbilleder og seksuelle billeder ikke er tilladt på vores platform, og at vi fjerner dem, så snart vi bliver opmærksomme på dem.

Vores råd

  • Prøv at opfordre dit barn eller dine elever til at tænke sig grundigt om, før de offentliggør eller deler billeder på sociale medier eller deltager i en livestream. Kan deres adfærd skade dem selv eller andre, eller er potentielt ulovligt?
  • Tal med dem om risikoen for, at andre mennesker (måske endda en kæreste eller en de stoler på) deler nøgenbilleder af dem online, og hvad de skal gøre, hvis det sker.
  • Forklar dit barn eller dine elever, at det faktisk er ulovligt at tage, dele eller besidde nøgenbilleder af sig selv eller andre personer under 18 år.

Selvskade og selvmord

Desværre kan presset fra at gå fra barn til voksen nogle gange blive for meget, og nogle unge oplever depression, lavt selvværd, tvivl om deres seksuelle identitet og andre udfordringer.

Det kan på mange måder være en positiv ting at være en del af et online-fællesskab, da de unge kan dele erfaringer og føle sig mindre alene. Der findes dog tilfælde, hvor unge forsøger at opfordre andre til fx spiseforstyrrelser, selvskade og selvmord.

Hvis vi modtager en indberetning om en livestream, der indeholder selvskade eller selvmordsadfærd, griber vi ind med det samme. Vi vurderer situationen, lukker livestreamen ned og tilbyder brugeren støtte som bl.a. hjælp til få kontakt til en lokal hjælpetjeneste.

Vores råd

  • Forklar dit barn eller dine elever, at du er der for dem, og at du vil hjælpe dem med at få støtte. 
  • Forsøg at opfordre dem til at holde øje med venner, der måske har det hårdt.

Læs vores retningslinjer for fællesskabet, og rapportér eventuelle indlæg på Yubo om selvskade og selvmord, så vi kan træffe de nødvendige foranstaltninger. Vi reagerer omgående på rapporteringer om nødsituationer og kontakter politiet, hvis det er nødvendigt.

Yubo logo

Om

  • Om os
  • Nyheder
  • Jobs
  • Kontakt os
InstagramYoutubeTikTokLinkedIn
  • Tjenestevilkår
  • Juridisk
  • Retshåndhævelse
Made with love in Paris